Ankomst
Afgang
Voksne
Værelser

Stevns klint

Stevns er en halvø med en fantastisk 12 km lang og op til 41 meter høj klint, som byder på en perlerække af unikke oplevelser.

Stevns Klint blev i 2014 optaget på UNESCO´S verdensarvsliste, fordi man i klinten kan se sporene af det asteroidenedslag, der ramte jorden for mere end 65 mio. år siden og menes at være skyld i, at halvdelen af alle dyrearter, herunder dinosaurerne, blev udslettet.

Et tyndt lag af fiskeler fortæller i dag historien om de voldsomme begivenheder på jorden dengang. Dette lag indeholder et særligt metal, som forekommer i meteoritter. Intet andet sted på jorden er laget synligt over så lang en strækning, som på Stevns. Skal I vælge ét sted at gå på opdagelse i lagene, vil vi foreslå området omkring Højerup.

Det storslåede naturfænomen kan også opleves langs den 20 km lange trampesti, hvor det er muligt at vandre eller cykle mellem Rødvig Havn i syd og Bøgeskov Havn i nord. På strækningen kan I samtidig lægge vejen forbi den idylliske fiskeri- og lystbådehavn i Rødvig, Boesdal Kalkbrud, Koldkrigsmuseum Stevnsfort, Højerup Kirke, der hænger ud og over klinten, Stevns Fyr, Stevns Naturcenter m.fl.

Kystområdet på Stevns byder på masser af spændende oplevelser, og vi guider dig med glæde til at besøge de mest spændende steder.

Stevns Klint & Højerup Kirke